Vi er mange, som har indset, at hvis bæredygtig udvikling og FN’s verdensmål skal blive til mere end ord og utilstrækkelige handlinger, så er grundlæggende institutionelle ændringer nødvendige. Det kan næppe lykkes uden hårde prioriteringer, som ikke alle vil være enige om.

Verden over demonstrerer millioner af mennesker og anklager politikerne for at svigte deres ansvar for at bekæmpe den globale opvarmning. Miljø og klima er endelig kommet højt på den politiske dagsorden, og i Danmark har vi fået en ny regering, som siger, at den vil tage problemerne alvorligt.

Fremover vil stat, kommuner og pengefonde sandsynligvis tilbyde borgergrupper og foreninger støtte og midler for et samarbejde om en bæredygtig omstilling.

Men hvad sker der, når enkelte borgere og større borgergrupper, som ønsker omfattende ændringer af samfundets prioriteringer, møder etablerede institutioner? Vil de blive hørt, eller bliver de afvist eller opslugt af systemet?

Afvist af systemet

Sidst i 1990’erne studerede jeg i forbindelse med min doktorafhandling et Lokal Agenda-projekt i Norge kaldet »Bærekraftige lokalsamfunn«. Lokal Agenda-projekter har til formål at etablere dialog mellem lokalbefolkning og offentlige myndigheder om bl.a. miljøproblemer og arbejde for en omstilling til et bæredygtigt samfund både lokalt og globalt. Tiltag på alle niveauer vurderes: Husholdninger, kommuner og stat.

Gennem tre år fulgte jeg projektet og et udvalg af de 150 borgere, som havde meldt sig til det. Borgerne ønskede radikale, bæredygtige ændringer på alle niveauer og havde mange synspunkter og forslag, som kom frem gennem mine interview med dem.

Men deres stemmer blev ikke hørt. I stedet fik de rollen som forbrugere og passive tilhørere til eksperternes information om, hvordan borgerne selv skulle ændre deres forbrugsvaner.

Projektets målsætning om at inddrage borgere i dialog om lokale og nationale svar på globale udfordringer blev i realiteten til envejskommunikation om relativt trivielle ændringer, der kun gjorde sig gældende for husholdninger. Befolkningen fik tildelt skyld og ansvar for at løse problemerne.

Borgere bliver ikke hørt

De samme tendenser kan ses i projekter i mange andre lande. Eksisterende etablerede institutioner er meget gode til at beskytte sig mod nye ideer, som truer deres kerneværdier, således at status quo opretholdes. På den måde kan eksisterende interesser og magtrelationer ikke udfordres eller problematiseres.

Tendenserne kan med inspiration fra den franske filosof Michel Foucault tolkes som udtryk for moderne staters dominerende ledelses- og styringsformer. De bygger på underliggende styringsrationaliteter, hvor et særligt sæt af principper er udgangspunktet for statens styringsform.

Principperne tilsiger, at befolkningen behandles som subjekter, eksperter og ledere kan oplyse og ændre. Det forventes ikke, at borgerne har noget at bidrage med ud over deres handlinger som forbrugere. Den relevante kundskab kan kun være teknisk, administrativ og videnskabelig, og der er ikke behov for normative vurderinger eller dialog. Samfundet vurderes grundlæggende som godt og store ændringer unødvendige.

Ledelsesprincipper udtrykkes sjældent direkte, men påvirker i høj grad, hvad der er muligt at sige og gøre. Det er en institutionel magtudøvelse, som ikke nødvendigvis er erkendt af de aktører, som er med til at udøve den.

Institutionernes selvpræsentation er, at de er demokratiske, og at borgerinddragelse er et centralt element i styringen. Denne selvpræsentation har imidlertid sjældent sammenhæng med den styring, som dominerer praksis. Her bliver borgerne – og ansatte for den sags skyld – udelukkende taget alvorligt, hvis de indordner sig styringens underliggende principper.

Hvis de til gengæld arbejder for ændringer, som truer institutionernes centrale kerneværdier og praksisser, eksempelvis ved at insistere på, at økonomisk vækst skal underordnes hensynet til miljø og klima, er en sandsynlig konsekvens, at deres stemmer og nytænkende ideer udelukkes eller uskadeliggøres.

Få reel indflydelse

Så hvordan kan nye radikale borgergrupper vinde frem med deres synspunkter i et samarbejde med stat, kommuner og pengefonde og faktisk bidrage til, at de nødvendige ændringer iværksættes? Det bedste kan være at betakke sig og forblive uafhængig.

Et alternativ er at problematisere institutionernes egne underliggende principper om kundskab, relationer og menneskesyn. Alle tre hænger sammen.

Åbne demokratiske interesser

Borgergrupper bør insistere på åbne demokratiske processer, når der tages beslutninger, laves handlingsplaner og foretages evalueringer, for mange projekter foregår uden for de demokratiske processer. Det giver næsten frit spillerum for særinteresser, som profiterer på styringen.

Et eksempel kan være stærke aktører fra erhvervslivet, som primært deltager for at undgå radikale ændringer. Et andet eksempel er konsulenter og ansatte, som kan være mere optagede af egen status og karriere end at lytte til borgerne.

Borgerne bliver ofte inviteret ind i projekter, efter at indhold, rapporteringssystemer og tidsfrister er fastlagt. De inviteres altså ind til at være med til at gennemføre det, der allerede er bestemt. Borgergrupper bør i stedet kræve at være med fra begyndelsen og få indflydelse i alle faser af et samarbejdsprojekt, ikke mindst i formuleringerne af, hvad der egentlig er problemet.

Det er vigtigt at undgå den traditionelle sektortænkning og tendenserne til at udelukke det globale perspektiv. Desuden bør man forsøge at få en vis frihed fra skabeloner, tidsfrister og rapporteringssystemer.

Som deltagende borgergruppe i et samarbejdsprojekt bør man også kræve, at lederne og de ansatte også står til ansvar over for borgerne – ikke bare over for myndigheder og pengefonde. Der bør laves procedurer for jævnlige borgermøder, som kan levere input til og evaluere projektet.

Vær forberedt

Vær forberedt på ubehageligheder, for mange ledere handler i god tro og er velmenende og ubevidste om deres egen magtudøvelse. De kan derfor blive ulykkelige eller vrede. Andre kan være ambivalente i forhold til styringsformerne og have behov for støtte fra borgergruppen.

Til slut, men ikke mindst: Insister på, at konflikter kommer frem i dagens lys, så de kan blive debatteret. Styringen tager enighed for givet og undgår aktivt åbne konflikter. Vi er mange, som har indset, at hvis bæredygtig udvikling og FN’s verdensmål skal blive til mere end ord og utilstrækkelige handlinger, så er grundlæggende institutionelle ændringer nødvendige.

Det kan næppe lykkes uden hårde prioriteringer, som ikke alle vil være enige i.

Indlægget blev publiceret i Dagbladet Information den 4. oktober 2019