– Skal vore fjorde være private lossepladser?
15. oktober 2023
– Skal vore fjorde være private lossepladser?
15. oktober 2023
Regeringens første, anden eller seneste digitale havplan har udlagt næsten 5.000 km2 af vore indre danske farvande til lokalt forurenende muslingeopdræt og/eller bundødelæggende muslingeskrab.
Opdrætsanlæggene lever muslingeyngel – “spat” også kaldet – til udlægning på udpegede kulturbanker, hvor muslingerne vokser for siden at skrabes. Undermålsmuslinger herfra udlægges igen på de såkaldte omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig spisestore, inden de igen skrabes.
Nogle muslinger er således skabt to gange, inden de er klar til spisebordet og eksport. Med et enormt klimaaftryk. Med dobbelt ødelæggelse af bunden. Hertil skal så lægges den uundgåelige organiske forurening fra opdrættet af muslingeyngel og konsummuslinger.
Typisk ender en tredjedel af det optagne kvælstof på bunden under muslingefarmene – i form af ekskrementer. Muslingeopdræt og muslingeskrab bevirker således en flerdobbelt belastning af det lokale fjordmiljø.
Det er i den forbindelse vigtigt at skelne mellem store industrielle smartfarms som her beskrevet, med kilometerlange plastrør til maskinel høst af små industrimuslinger. Og så lineopdræt af store konsummuslinger, der høstes manuelt.
Flemming Højgaard Madsen har været i Hvalpsund ved Limfjorden for at se, hvordan endnu en kæmpestor smartfarm bliver til.
I havnen ligger store poser med bøjer til lineopdræt
Nettene til muslingerne trækkes på rørene under søsætningen.
Closeup af smartfarm-rør med påmonterede net
Smartfarm-rør med påmonterede net klar til bugsering
Linebåd til udlægning af færdige smartfarms
Maskineri til udlægning af smartfarm
De første smartfarm-rør bugseres ud af havnen.
De kilometerlange rør udlægges i snorlige rækker.
Kilometer efter kilometer af flydende plastrør lægges ud.
Endestykkerne er forsynet med ventiler, så rørene i teorien kan hæves og sænkes.
Anlæggene ligger tæt på land, hvor der er læ for vinden.
Den nye smartfarm ligger nærmest inde i dagligstuen.
Tidligere lå der en stor naturlig muslingebanke lige her, hvor lokale sankede muslinger for at spise dem. Den banke er borte nu – kvalt af store muslingefarme, som konstant sender en regn af iltforbrugende ekskrementer ned over de naturlige muslinger, der jo lever på bunden.
Der ligger også en spejderlejr lige om hjørnet. Tidligere var en tur i fjordens friske vand en del af lejrlivet her. Nu er det flere år siden, at nogen har badet eller svømmet her. Vandet er simpelthen for ulækkert, og badende får udslæt efter en tur i vandet.
Endelig er der bunden under og omkring selve muslingefarmen. Ejeren vil ikke tillade bundprøver under farmen, som tilsyneladende er hans personlige ejendom – trods ellers dens beliggenhed i offentligt farvand.
Prøver taget i udkanten af farmen viser dog et næsten tre meter tykt, kulsort og iltfrit slamlag. Resultatet af tyve års uafbrudt intensivt muslingeopdræt på samme sted.
– Skal Fremtidens Fjorde være lossepladser for plastaffald og muslingelort?
– Er det sådan, danske fjorde fremover skal se ud?
© 2023 fotos: Flemming Højgaard Madsen
Flemming Højgaard Madsen (t.h.) er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet (AU), stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.
Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.
Her sammen med Mogens Gissel, AU, under en bundprøvetagning i Limfjorden.
© 2023 foto: Steen Ulnits
Regeringens første, anden eller seneste digitale havplan har udlagt næsten 5.000 km2 af vore indre danske farvande til lokalt forurenende muslingeopdræt og/eller bundødelæggende muslingeskrab.
Opdrætsanlæggene lever muslingeyngel – “spat” også kaldet – til udlægning på udpegede kulturbanker, hvor muslingerne vokser for siden at skrabes. Undermålsmuslinger herfra udlægges igen på de såkaldte omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig spisestore, inden de igen skrabes.
Nogle muslinger er således skabt to gange, inden de er klar til spisebordet og eksport. Med et enormt klimaaftryk. Med dobbelt ødelæggelse af bunden. Hertil skal så lægges den uundgåelige organiske forurening fra opdrættet af muslingeyngel og konsummuslinger.
Typisk ender en tredjedel af det optagne kvælstof på bunden under muslingefarmene – i form af ekskrementer. Muslingeopdræt og muslingeskrab bevirker således en flerdobbelt belastning af det lokale fjordmiljø.
Det er i den forbindelse vigtigt at skelne mellem store industrielle smartfarms som her beskrevet, med kilometerlange plastrør til maskinel høst af små industrimuslinger. Og så lineopdræt af store konsummuslinger, der høstes manuelt.
Flemming Højgaard Madsen har været i Hvalpsund ved Limfjorden for at se, hvordan endnu en kæmpestor smartfarm bliver til.
I havnen ligger store poser med bøjer til lineopdræt
Nettene til muslingerne trækkes på rørene under søsætningen.
Closeup af smartfarm-rør med påmonterede net
Smartfarm-rør med påmonterede net klar til bugsering
Linebåd til udlægning af færdige smartfarms
Maskineri til udlægning af smartfarm
De første smartfarm-rør bugseres ud af havnen.
De kilometerlange rør udlægges i snorlige rækker.
Kilometer efter kilometer af flydende plastrør lægges ud.
Endestykkerne er forsynet med ventiler, så rørene i teorien kan hæves og sænkes.
Anlæggene ligger tæt på land, hvor der er læ for vinden.
Den nye smartfarm ligger nærmest inde i dagligstuen.
Tidligere lå der en stor naturlig muslingebanke lige her, hvor lokale sankede muslinger for at spise dem. Den banke er borte nu – kvalt af store muslingefarme, som konstant sender en regn af iltforbrugende ekskrementer ned over de naturlige muslinger, der jo lever på bunden.
Der ligger også en spejderlejr lige om hjørnet. Tidligere var en tur i fjordens friske vand en del af lejrlivet her. Nu er det flere år siden, at nogen har badet eller svømmet her. Vandet er simpelthen for ulækkert, og badende får udslæt efter en tur i vandet.
Endelig er der bunden under og omkring selve muslingefarmen. Ejeren vil ikke tillade bundprøver under farmen, som tilsyneladende er hans personlige ejendom – trods ellers dens beliggenhed i offentligt farvand.
Prøver taget i udkanten af farmen viser dog et næsten tre meter tykt, kulsort og iltfrit slamlag. Resultatet af tyve års uafbrudt intensivt muslingeopdræt på samme sted.
– Skal Fremtidens Fjorde være lossepladser for plastaffald og muslingelort?
– Er det sådan, danske fjorde fremover skal se ud?
© 2023 fotos: Flemming Højgaard Madsen
Flemming Højgaard Madsen (t.h.) er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet (AU), stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.
Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.
Her sammen med Mogens Gissel, AU, under en bundprøvetagning i Limfjorden.
© 2023 foto: Steen Ulnits
