Muslinger kan få et økosystem til at tilte

1. januar 2001

Muslinger kan få et økosystem til at tilte

1. januar 2001

Den 22. januar var der indkaldt til et lukket stormøde om opdræt af miljø-muslinger i Provianthuset på Christiansborg. Her kunne de inviterede og implicerede parter slå på tromme for, at vi skal have masser af nye arealkrævende og storforurenende muslingefarme i de indre danske farvande.

Med tilskud, naturligvis. Innovationsfonden alene har afsat 16 millioner tilskudskroner til nye forsøg med opdræt af “miljø-muslinger”, der skal rense vandet for kvælstof fra landbruget og bruges som fodertilskud til en øget svineproduktion. De såkaldte “GUDP” midler stilles også velvilligt til rådighed for muslingefarmernes tvivlsomme transaktioner og de mange konkurser, som branchen er kendt for.

Men muslingefarme forurener kraftigt, hvor de ligger. Med iltsvind under farmene som det normale resultat. Og muslingefarmene har vist sig slet ikke at kunne producere, hvad de selv lover og påstår. Det har de seneste aktindsigter vist og bevist. Endelig er der i litteraturen flere eksempler på, at muslingeopdræt i stor skala kan ændre hele økosystemer – at muslinger kan være meget selektive filtratorer, som via deres enorme antal helt kan ændre artssammensætningen af alger og det dyreplankton, der lever af dem. Med katastrofale følger for vandmiljøet – og muslingerne selv.

Vanskelig vandrensning

Svenske forskere på Lund og Stockholms Universiteter har tidligt fokuseret på muligheden af at bruge blåmuslinger til at rense det forurenede vand i Østersøen. De stødte snart på naturlige begrænsninger i den mængde kvælstof og fosfor, man realistisk kunne regne med at fjerne ved at høste opdrættede blåmuslinger. I det hele taget var det meget kompliceret at regne den reelle effekt af muslingeopdrættet ud, og de svenske forskere har siden konkluderet, at der stort set altid er tale om kraftige overestimater.

Siden 2009 har man derfor ikke anbefalet denne form for vandrensning og kvælstoffjernelse. Det er for kompliceret og usikker en metode. En metode underlagt vejr og vind og den til enhver tid rådende saltholdighed. Kvælstoffjernelsen bliver derfor uhyre upålidelig, hvilket registrerede høsttal tydeligt dokumenterer. Aktindsigt i de reelle høsttal fra referencen “Linemuslingeanlæg 112” viser således, at man siden 2004 har har høstet under 5% af det estimerede og opgivne.

De svenske forskere konkluderede tidligt, at mængden af kvælstof, der potentielt kan fjernes, er stærkt overvurderet. De konkluderede også, at det er endog meget svært at beregne den reelle mængde af fjernet kvælstof ud fra den høstede mængde muslinger. Vandindholdet kan nemlig variere meget. De mængder, der angives i litteraturen, er derfor ofte at regne som ønsketænkning eller teoretisk skønmaleri – ofte i den hensigt at høste tilskudsmidler til fortsat drift af muslingeproduktionen.

I gamle dage skrabede man voksne blåmuslinger til konsum – og gør det stadig trods den skadelige påvirkning af bundmiljøet ved træk af tunge redskaber. Siden begyndte man at dyrke de såkaldte “linemuslinger” – voksne muslinger til konsum. De skal imidlertid stå ude vinteren over for at vokse sg tilstrækkeligt store, og det giver løbende problemer med såvel muslingeædende edderfugle og islæg, der kan ødelægge anlæggene.

Senest er man begyndt at tænke i de såkaldte “miljø-muslinger”, som er små og tyndskallede blåmuslinger, der ikke dyrkes til konsum, men som kun egner sig til svinefoder. De produceres hurtigt på store “Smartfarms” af norsk oprindelse, hvor der kan være op til 50 km skinnende sorte plastrør i blot et enkelt anlæg. Høsten sker mekanisk med store sejlende maskiner, der efterlader et langt spor af knuste skaller og marine dyr. Regulær forurening af det omgivende vand.

Muslingeopdræt forurener

Muslinger bliver ofte misforstået – dertil misbrugt af personer og institutioner med mere eller mindre skjulte dagsordener. Det er nemlig en kendsgerning, at der fjernes kvælstof fra vandmiljøet, når der høstes eller skrabes muslinger. Det kan alle blive enige om. Men herfra og så til at konkludere noget om den samlede effekt af muslingeopdrættet er der ganske langt.

Muslinger er nemlig komplicerede organismer med et stort potentiale til helt at ændre et økosystem – når man kunstigt placerer millioner og atter millioner af evigt sultne filtratorer øverst i vandsøjlen, hvor de ikke lever naturligt. Deres naturlige levested er jo bunden. Heroppe er tilgangen af føde langt større end for de naturlige bundlevende muslingers vedkommende. Og den uundgåelige forurening under farmen bliver nødvendigvis tilsvarende større. Jo flere muslinger desto større forurening under og omkring dem. Med risiko for iltsvind.

Opstår der efterfølgende iltsvind ved bunden, kan der herfra også ske en uønsket frigivelse af fosfor, som eller har været bundet af ilten. Disse næringsstoffer frigives nu til vandsøjlen, hvor de kan fremme algevæksten yderligere. En ond cirkel er sat i gang, og vandmiljøet vil aldrig blive bedre. Det er ikke mindst dette, de svenske forskere fra Lund og Stockholms Universiteter advarer os godtroende danskere om.

 

Forskere fra Stockholms Universitet har regnet lidt på de tal, der er tilgængelige i litteraturen, og har efterfølgende opstillet ovenstående interessante model over muslingers stofskifte i Østersøen og muslingernes indvirken på vandmiljø og stofomsætning. En model, som desværre nok kan se mere kompliceret ud, end den i virkeligheden er. Den inkluderer både kvælstof (N) og fosfor (P) – de to kvantitetsmæssigt vigtigste næringssalte i vandmiljøet. Forklaring følger:

Modellen viser, at der ud af en given mængde NP (kvælstof og fosfor) i vandet højst vil kunne fjernes en fjerdedel (25 %) af de filtrerende blåmuslinger, når disse høstes. De tre fjerdedele forsvinder tilbage i systemet.

Modellen viser også, at en knap tredjedel (30 %) af den frafiltrerede NP udskilles igen og havner på bunden under muslingerne. Den sedimenterer ud, siger man. Det udgør en kraftig lokal forurening, som skal sammenlignes med de kun 0,2 % NP, der naturligt ville havne på bunden. En sedimentering under farmene, der ifølge modellen er 150 gange større end den naturlige.

Denne kraftige sedimentering eller forurening bruger ilten i vandet, hvilket ændrer eller i værste dræber de dyr og organismer, der naturligt måtte leve på eller i bunden her. Livsbetingelserne forringes i bedste fald – mere eller mindre i forhold til vandudskiftningen på stedet.

Men hvad næsten værre er: Knap halvdelen (45 %) af den frafiltrerede og optagne NP udskilles igen til vandet – som næringssalte, der nu er endnu mere biotilgængelige (optagelige og omsættelige), end de var før, da de som levende og døde partikler svævede rundt i de frie vandmasser – klar til at blive filtreret fra af muslingerne. De 45 %, som udskilles af muslingerne efter optagelse, er nu klar til at brødføde nye alger, der igen vil gøre vandet uklart.

Det er en slags evighedsmaskine, hvor det samlede resultat er meget svært at regne ud – hvis overhovedet muligt. Det eneste, vi med sikkerhed kan konkludere, er, at den effektive  kvælstoffjernelse fra vandmiljøet er klart mindre end den, der fremgår af den høstede muslingemængde. Den kan man isoleret set ikke konkludere noget ud fra. Og at forureningen er markant under og omkring de filtrerende muslinger i farmene. Det er indiskutabelt.

 

Ser man muslingeopdræt og kvælstoffjernelse i et lidt større perspektiv – som muligt redskab til implementering af kravene i EU’s Vandrammedirektiv og dermed de hjemlige vandplaner – tegner der sig et usikkert og kompliceret billede. Det opsummeres nok bedst med følgende citat fra den anden side af Øresund, fra Stockholms Universitet:

“Hvis målet er at leve op til regionale vandplaner eller sågar Helcom-redningsplanen, da bliver de tekniske udfordringer hurtigt enorme. Den nødvendige målestok for at opnå næringsstofnedsættelse vil nødvendigvis blive massiv og kan meget vel ændre hele Østersøens næringssaltbalance.

Det være sig udveksling mellem kystnære næringsstoffer og næringsstoffer langt til havs, iltforhold, bentiske og pelagiske dyre- og plantesamfund, planktonsammensætning, fødekæder, fiskebestande og så videre. Der mangler erfaringer fra opdræt i så stor målestok, og ekstrapolering fra eksisterende viden er ikke mulig.”

Citat: Stockholms Universitet

 

Hedeselskabet, der i sin tid rettede de fleste danske vandløb ud til snorlige kanaler for at afvande de tilstødende engarealer og gøre dem til dyrkbar landbrugsjord, er begejstret for de nye “miljø-muslinger”. De kalder dem for “Blå Biomasse” og har lavet et datterselskab til dem.

Hedeselskabet satser stort på, at muslingefarmene skal blive rentable. Med tilskud, naturligvis. At man fremover vil kunne tjene mange penge på at fylde danske fjorde op med store og forurenende muslingefarme.

Millionstore tilskud fra det offentlige skal endnu en gang gøre miljøskadelige tiltag rentable for “investorer” som Hedeselskabet med flere.

Det må alle gode kræfter forhindre.

Vi må i den forbindelse ikke glemme, at det kostede danske skatteborgere 280 millioner kroner at rydde op efter Hedeselskabet, da selskabet så sent som i 1960‘erne havde afvandet og reguleret Skjern Å på vegne af dansk landbrug.

Hedeselskabet havde da reduceret Danmarks vandrigeste å til to snorlige kanaler med direkte udløb til Ringkøbing Fjord. Alle næringssalte blev skyllet direkte ud i den sårbare fjord.

“Fuglene er væk. Fiskene er væk” lød det senere startskud til retableringen af Skjern Å, der nu atter er et sundt vandsystem med en stor bestand af ikke mindst atlanterhavslaks.

Men det kostede godt en kvart milliard kroner at rydde op efter Hedeselskabet.

Lad ikke Hedeselskabet gøre det samme én gang til. Nu blot med “miljø-muslinger”.

Den 22. januar var der indkaldt til et lukket stormøde om opdræt af miljø-muslinger i Provianthuset på Christiansborg. Her kunne de inviterede og implicerede parter slå på tromme for, at vi skal have masser af nye arealkrævende og storforurenende muslingefarme i de indre danske farvande.

Med tilskud, naturligvis. Innovationsfonden alene har afsat 16 millioner tilskudskroner til nye forsøg med opdræt af “miljø-muslinger”, der skal rense vandet for kvælstof fra landbruget og bruges som fodertilskud til en øget svineproduktion. De såkaldte “GUDP” midler stilles også velvilligt til rådighed for muslingefarmernes tvivlsomme transaktioner og de mange konkurser, som branchen er kendt for.

Men muslingefarme forurener kraftigt, hvor de ligger. Med iltsvind under farmene som det normale resultat. Og muslingefarmene har vist sig slet ikke at kunne producere, hvad de selv lover og påstår. Det har de seneste aktindsigter vist og bevist. Endelig er der i litteraturen flere eksempler på, at muslingeopdræt i stor skala kan ændre hele økosystemer – at muslinger kan være meget selektive filtratorer, som via deres enorme antal helt kan ændre artssammensætningen af alger og det dyreplankton, der lever af dem. Med katastrofale følger for vandmiljøet – og muslingerne selv.

Vanskelig vandrensning

Svenske forskere på Lund og Stockholms Universiteter har tidligt fokuseret på muligheden af at bruge blåmuslinger til at rense det forurenede vand i Østersøen. De stødte snart på naturlige begrænsninger i den mængde kvælstof og fosfor, man realistisk kunne regne med at fjerne ved at høste opdrættede blåmuslinger. I det hele taget var det meget kompliceret at regne den reelle effekt af muslingeopdrættet ud, og de svenske forskere har siden konkluderet, at der stort set altid er tale om kraftige overestimater.

Siden 2009 har man derfor ikke anbefalet denne form for vandrensning og kvælstoffjernelse. Det er for kompliceret og usikker en metode. En metode underlagt vejr og vind og den til enhver tid rådende saltholdighed. Kvælstoffjernelsen bliver derfor uhyre upålidelig, hvilket registrerede høsttal tydeligt dokumenterer. Aktindsigt i de reelle høsttal fra referencen “Linemuslingeanlæg 112” viser således, at man siden 2004 har har høstet under 5% af det estimerede og opgivne.

De svenske forskere konkluderede tidligt, at mængden af kvælstof, der potentielt kan fjernes, er stærkt overvurderet. De konkluderede også, at det er endog meget svært at beregne den reelle mængde af fjernet kvælstof ud fra den høstede mængde muslinger. Vandindholdet kan nemlig variere meget. De mængder, der angives i litteraturen, er derfor ofte at regne som ønsketænkning eller teoretisk skønmaleri – ofte i den hensigt at høste tilskudsmidler til fortsat drift af muslingeproduktionen.

I gamle dage skrabede man voksne blåmuslinger til konsum – og gør det stadig trods den skadelige påvirkning af bundmiljøet ved træk af tunge redskaber. Siden begyndte man at dyrke de såkaldte “linemuslinger” – voksne muslinger til konsum. De skal imidlertid stå ude vinteren over for at vokse sg tilstrækkeligt store, og det giver løbende problemer med såvel muslingeædende edderfugle og islæg, der kan ødelægge anlæggene.

Senest er man begyndt at tænke i de såkaldte “miljø-muslinger”, som er små og tyndskallede blåmuslinger, der ikke dyrkes til konsum, men som kun egner sig til svinefoder. De produceres hurtigt på store “Smartfarms” af norsk oprindelse, hvor der kan være op til 50 km skinnende sorte plastrør i blot et enkelt anlæg. Høsten sker mekanisk med store sejlende maskiner, der efterlader et langt spor af knuste skaller og marine dyr. Regulær forurening af det omgivende vand.

Muslingeopdræt forurener

Muslinger bliver ofte misforstået – dertil misbrugt af personer og institutioner med mere eller mindre skjulte dagsordener. Det er nemlig en kendsgerning, at der fjernes kvælstof fra vandmiljøet, når der høstes eller skrabes muslinger. Det kan alle blive enige om. Men herfra og så til at konkludere noget om den samlede effekt af muslingeopdrættet er der ganske langt.

Muslinger er nemlig komplicerede organismer med et stort potentiale til helt at ændre et økosystem – når man kunstigt placerer millioner og atter millioner af evigt sultne filtratorer øverst i vandsøjlen, hvor de ikke lever naturligt. Deres naturlige levested er jo bunden. Heroppe er tilgangen af føde langt større end for de naturlige bundlevende muslingers vedkommende. Og den uundgåelige forurening under farmen bliver nødvendigvis tilsvarende større. Jo flere muslinger desto større forurening under og omkring dem. Med risiko for iltsvind.

Opstår der efterfølgende iltsvind ved bunden, kan der herfra også ske en uønsket frigivelse af fosfor, som eller har været bundet af ilten. Disse næringsstoffer frigives nu til vandsøjlen, hvor de kan fremme algevæksten yderligere. En ond cirkel er sat i gang, og vandmiljøet vil aldrig blive bedre. Det er ikke mindst dette, de svenske forskere fra Lund og Stockholms Universiteter advarer os godtroende danskere om.

 

Forskere fra Stockholms Universitet har regnet lidt på de tal, der er tilgængelige i litteraturen, og har efterfølgende opstillet ovenstående interessante model over muslingers stofskifte i Østersøen og muslingernes indvirken på vandmiljø og stofomsætning. En model, som desværre nok kan se mere kompliceret ud, end den i virkeligheden er. Den inkluderer både kvælstof (N) og fosfor (P) – de to kvantitetsmæssigt vigtigste næringssalte i vandmiljøet. Forklaring følger:

Modellen viser, at der ud af en given mængde NP (kvælstof og fosfor) i vandet højst vil kunne fjernes en fjerdedel (25 %) af de filtrerende blåmuslinger, når disse høstes. De tre fjerdedele forsvinder tilbage i systemet.

Modellen viser også, at en knap tredjedel (30 %) af den frafiltrerede NP udskilles igen og havner på bunden under muslingerne. Den sedimenterer ud, siger man. Det udgør en kraftig lokal forurening, som skal sammenlignes med de kun 0,2 % NP, der naturligt ville havne på bunden. En sedimentering under farmene, der ifølge modellen er 150 gange større end den naturlige.

Denne kraftige sedimentering eller forurening bruger ilten i vandet, hvilket ændrer eller i værste dræber de dyr og organismer, der naturligt måtte leve på eller i bunden her. Livsbetingelserne forringes i bedste fald – mere eller mindre i forhold til vandudskiftningen på stedet.

Men hvad næsten værre er: Knap halvdelen (45 %) af den frafiltrerede og optagne NP udskilles igen til vandet – som næringssalte, der nu er endnu mere biotilgængelige (optagelige og omsættelige), end de var før, da de som levende og døde partikler svævede rundt i de frie vandmasser – klar til at blive filtreret fra af muslingerne. De 45 %, som udskilles af muslingerne efter optagelse, er nu klar til at brødføde nye alger, der igen vil gøre vandet uklart.

Det er en slags evighedsmaskine, hvor det samlede resultat er meget svært at regne ud – hvis overhovedet muligt. Det eneste, vi med sikkerhed kan konkludere, er, at den effektive  kvælstoffjernelse fra vandmiljøet er klart mindre end den, der fremgår af den høstede muslingemængde. Den kan man isoleret set ikke konkludere noget ud fra. Og at forureningen er markant under og omkring de filtrerende muslinger i farmene. Det er indiskutabelt.

 

Ser man muslingeopdræt og kvælstoffjernelse i et lidt større perspektiv – som muligt redskab til implementering af kravene i EU’s Vandrammedirektiv og dermed de hjemlige vandplaner – tegner der sig et usikkert og kompliceret billede. Det opsummeres nok bedst med følgende citat fra den anden side af Øresund, fra Stockholms Universitet:

“Hvis målet er at leve op til regionale vandplaner eller sågar Helcom-redningsplanen, da bliver de tekniske udfordringer hurtigt enorme. Den nødvendige målestok for at opnå næringsstofnedsættelse vil nødvendigvis blive massiv og kan meget vel ændre hele Østersøens næringssaltbalance.

Det være sig udveksling mellem kystnære næringsstoffer og næringsstoffer langt til havs, iltforhold, bentiske og pelagiske dyre- og plantesamfund, planktonsammensætning, fødekæder, fiskebestande og så videre. Der mangler erfaringer fra opdræt i så stor målestok, og ekstrapolering fra eksisterende viden er ikke mulig.”

Citat: Stockholms Universitet

 

Hedeselskabet, der i sin tid rettede de fleste danske vandløb ud til snorlige kanaler for at afvande de tilstødende engarealer og gøre dem til dyrkbar landbrugsjord, er begejstret for de nye “miljø-muslinger”. De kalder dem for “Blå Biomasse” og har lavet et datterselskab til dem.

Hedeselskabet satser stort på, at muslingefarmene skal blive rentable. Med tilskud, naturligvis. At man fremover vil kunne tjene mange penge på at fylde danske fjorde op med store og forurenende muslingefarme.

Millionstore tilskud fra det offentlige skal endnu en gang gøre miljøskadelige tiltag rentable for “investorer” som Hedeselskabet med flere.

Det må alle gode kræfter forhindre.

Vi må i den forbindelse ikke glemme, at det kostede danske skatteborgere 280 millioner kroner at rydde op efter Hedeselskabet, da selskabet så sent som i 1960‘erne havde afvandet og reguleret Skjern Å på vegne af dansk landbrug.

Hedeselskabet havde da reduceret Danmarks vandrigeste å til to snorlige kanaler med direkte udløb til Ringkøbing Fjord. Alle næringssalte blev skyllet direkte ud i den sårbare fjord.

“Fuglene er væk. Fiskene er væk” lød det senere startskud til retableringen af Skjern Å, der nu atter er et sundt vandsystem med en stor bestand af ikke mindst atlanterhavslaks.

Men det kostede godt en kvart milliard kroner at rydde op efter Hedeselskabet.

Lad ikke Hedeselskabet gøre det samme én gang til. Nu blot med “miljø-muslinger”.