Not so Smartfarms
27. august 2023
Not so Smartfarms
27. august 2023
Nedenstående indlæg er forfattet til sidste års store Klimafolkemøde på havnen i Middelfart. Det havde og har stadig til formål at aflive de mange myter om muslingernes magiske evner til at rense vandet for kvælstof fra landbruget.
Det er der nemlig ingen garanti for, at de gør. Men de forurener med sikkerhed vandet omkring opdrætsanlæggene med akkumuleret organisk stof. Muslinger har nemlig også en fordøjelse. Overraskende nok for nogle. Under muslingefarmene i Skive Fjord, som har ligget der siden 2000, er der nu et tre meter tykt, iltslugende slamlag – af muslingelort.
Efter mere end tyve år med milliarder af filtrerende muslinger burde Skive Fjord ellers være landets reneste farvand. Det er desværre så langt fra tilfældet, som noget kan være.
De tre tredjedele
Muslinger er forunderlige skabninger – med blåmuslingen Mytilus edulis som den mest udbredte art herhjemme.
Muslinger er forunderlige, da de forekommer i millioner eller milliarder og sammen råder over kæmpekræfter, der kan ændre hele økosystemer. De er effektive bioingeniører, som kan fjerne kvælstof og fosfor fra vandet, men desværre også berige det med en lokal forurening, som ikke var der før.
Det er i den forbindelse vigtigt at forstå, at muslinger har en kompleks økologi, der kan være svær at gennemskue. Her hjælper tommelfingerreglen om de tre tredjedele meget på forståelsen. En regel, der gælder alle blåmuslinger uanset disses levested.
1) Kun en tredjedel af de optagne næringssalte fjernes ved høst fra anlæg. Og kun ved høst – ikke blot ved dyrkning, som mange tror. Muslingerne skal fjernes fra vandet – op på land.
2) En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og recirkuleres til omgivelserne i fordøjet og derfor endnu mere bio-tilgængelig form. Klar til endnu flere nye alger.
3) Den sidste tredjedel deponeres som organisk forurening under eller omkring anlæggene – i form af ekskrementer, hvis nedbrydning sker under forbrug af ilt.
Muslinger er ydermere i stand til at frasortere uønskede partikler, de får ind med det filtrerede vand. Eksempelvis sandskorn. Disse partikler udstødes straks.
Ethvert muslingeopdræt koncentrerer forureningen fra et stort vandområde og forurener derfor lokalt. Den lokale deponering af næringsstoffer under og omkring et muslingeanlæg er derfor mange gange større end den naturlige sedimentation i samme område.
Jo flere muslinger man koncentrerer på et givent område, desto større bliver den akkumulerede lokale forurening fra muslingerne netop dér. Miljøpåvirkningen fra en kilometerstor Smartfarm er derfor tilsvarende større end den, der stammer fra en mindre produktion med linemuslinger, hvor muslingerne hænges op på liner i lange ”strømper”.
Blåmuslingen er en marin dyreart, som trives bedst ved høj saltholdighed. Da vokser den bedst, og da er kvælstofoptagelsen højest. Ved lav saltholdighed bruger den uforholdsmæssigt megen energi til blot at opretholde sit stofskifte.
Går man eksempelvis fra Limfjorden og sydpå mod Østersøen, da falder kvælstofoptagelsen fra omkring 35% til omkring 25%. Kvælstoffjernelsen ved muslingerens er således markant ringere ved Sønderborg end ved Struer. Og forureningen fra muslingerne tilsvarende større. En overset detalje, der ikke skiltes meget med, når der skal sælges nye anlæg.
Stærkt forøget sedimentation
Sedimentationen – i form af ekskrementer – fra og under et muslingeanlæg er mange gange større end den naturlige bundfældning i det samme område. I litteraturen kan man finde eksempler, hvor den er op til 150 gange større.
I lukkede fjordområder dækkes bunden under et muslingeanlæg af sort iltfrit slam med et karakteristisk “liglagen” af hvide svovlbakterier ovenpå. Op til næsten 3 meter slam er således målt under anlæg i Skive Fjord.
Iltsvind, bundvendinger og fiskedød bliver regelmæssigt tilbagevendende fænomener i stillestående fjordvand. I strømstærkt farvand flyttes og spredes den akkumulerede forurening i stedet til nye områder.
Store Smartfarm-anlæg påfører således lokalområdet en lokal forurening, som ikke var der før. De mange millioner muslinger på et lille areal koncentrerer forureningen fra en meget stor vandflade på et meget lille bundområde under og omkring farmene.
Blokering af det naturlige flow
Samtidig blokerer de for det helt naturlige flow af næringssalte ud af fjorden – ud i åbent hav. Næringssalte, som ellers ville være forsvundet ud af fjorden helt af sig selv med vand og strøm. Disse næringssalte holdes nu tilbage af kulturmuslingerne – med en tredjedel deponeret som fækalier på bunden under og omkring farmen.
Høstes muslingerne ikke, bidrager store Smartfarms kun til at øge den lokale forurening under anlæggene. De fjerner ingen næringsstoffer. Muslingerne skal på land – væk fra vandet – førend der fjernes kvælstof og fosfor fra vandmiljøet.
Den negative effekt af muslingefarme ses tydeligt i Skive Fjord, hvor der findes et stort antal muslingefarme, som har ligget her i flere år. Med et flere meter tykt slamlag målt under farmene, som er placeret i et farvand uden nævneværdig strøm til at fjerne og sprede forureningen fra de mange millioner muslinger.
I Skive Fjord er vandet uklart, og såvel ålegræs som oprindelige muslingebanker er allerede væk eller i kraftig tilbagegang. I den tilstødende Lovns Bredning, hvor der ikke findes muslingefarme, er vandet derimod klart og ålegræsset frodigt.
Dette endda til trods for, at bredningen er et endnu mere lukket farvand end den tilstødende Skive Fjord og samtidig selv modtager næringssalte fra et stort opland.
Vandrammedirektivet fra EU
Iltsvind forårsaget af den tilførte forurening kan samtidig resultere i frigivelse af yderligere næringssalte fra bunden. Næringssalte, som ellers var bundet og uskadeliggjort i bundsedimentet.
Man kan derfor risikere at ende op med et større kvælstofindhold i vandet efter anlæg af muslingefarme – end der var tidligere. Trods ellers den gængse påstand om det modsatte. Det findes der flere eksempler på i litteraturen.
Den påførte nye lokalforurening fra linemuslinger og især Smartfarms er næppe i overensstemmelse med EU’s Vandrammedirektiv, der ikke tillader nogen ny lokal forurening. Direktivet kræver i stedet en “god økologisk tilstand” af det lokale vandmiljø inden 2028. Og ikke en forringelse af det eksisterende.
Vandrammedirektivet tillader i den forbindelse ikke, at man forurener ét sted og fjerner kvælstof og fosfor et andet. Forureningen skal altid fjernes direkte ved kilden.
EU tillader således ikke, at man eksempelvis først forurener i åbent Kattegat med nye havbrug, og siden fjerner en tilsvarende mængde næringsstoffer med muslingeanlæg i eksempelvis Mariager Fjord. Det samme har det danske Miljø- og Fødevareklagenævn også fastslået.
Smartfarms
Muslingeopdrættet startede med linemuslinger, som producerer store konsummuslinger i tilgift til flere arbejdspladser.
Man begyndte herhjemme dyrkningen af linemuslinger for godt en snes år siden. Med millionstort tilskud. Dette i erkendelse af, at muslingeskrab jo uundgåeligt ødelægger bundmiljøet og derfor er at ligne med at save i den gren, man selv sidder på.
Dyrkning af linemuslinger er et tungt og slidsomt arbejde, der ikke egner sig til industriel opskalering.
Et firma med navnet “Smart Farm AS” blev i 1999 etableret i Norge. Dette firma fremstiller ” SmartUnits”, der består af ca. 120 m sammensvejsede plastrør med en diameter på ca. 30 cm. Rørene er proppet til i begge ender, så luften ikke slipper ud. Rørene flyder derfor. Ofte svejses to SmartsUnits sammen til et 240 m langt rør.
På en SmartUnit hænges et ca. 100 m langt og ca. 3 m dybt plastnet med en maskestørrelse på ca. 20 cm. Målene kan varieres efter ønske. Plastrørene lægges ud i overfladen og opankres. Muslingeynglen, der til at begynde med svæver frit rundt i vandsøjlen, sætter sig hurtigt på plastnettene (og uden på hinanden).
25 km plastrør per Smartfarm
Typisk bruges der omkring 25 km plastrør i en almindelig Smartfarm, som er udviklet til brug i norske fjorde med dybt vand og god gennemstrømning.
Smartfarm-anlægget ved Venø Sund i Limfjorden indeholder ikke mindre end 38 km plastrør og 125.000 kvadratmeter plastiknet. Anlægget måler 3,2 km fra nord til syd. Smartfarms fylder således rigtig meget.
Alene den fysiske størrelse gør Smartfarms til nye hindringer for skibstrafikken – den kommercielle såvel som den rekreative. Allerede nu blokerer Smartfarms for sejlskibe, der jo kræver plads til at krydse op mod vinden.
Høsten sker med sejlende maskiner, som kører hen over rørene, mens de børster muslingerne af. I princippet som en bil i en vaskehal. Maskinen pumper dem op i skibets sorteringsmaskine, hvor muslinger over mindstemålet sorteres fra. Undermålsmuslinger pumpes over i et andet skib.
Mange muslinger ender under denne operation på bunden under eller omkring farmene sammen med mudder og andre partikler.
Kulturbanker
Der er dårlig økonomi i at producere muslinger på Smartfarms. Driften er ikke bæredygtig hverken økonomisk eller økologisk. Det er endnu ikke lykkedes at producere muslingemel i det omfang, man ellers i flere år har påstået muligt – til dyrefoder – så man har måttet se sig om efter nye indtægtskilder. Muslingemel kan af flere årsager ikke konkurrere med fiskemel.
“Kulturbanker” er navnet på nye vandområder, som har til formål at bortskaffe overskydende undermålsmuslinger fra urentable Smartfarms. Denne yngel eller “spat” udlægges i nye kulturbanker, hvor de kan vokse sig spisestore.
“Kulturbanker” anlægges udelukkende for efterfølgende at blive skrabet med bomtrawl, når muslingerne har vokset sig store nok. Med de ødelæggelser af bundmiljøet, det medfører. Bunden ødelægges uundgåeligt – fuldstændig som ved almindeligt muslingeskrab på naturlige muslingebanker.
Naturligt forekommende filtratorer som muslinger, søanemoner, sandorm og andre børsteorm fjernes eller dør. Store mængder organiske partikler, der daler ned på bunden, omsættes derfor ikke. I stedet hober mudder sig op og forårsager iltsvind. Således bliver muslingeskrab en indirekte årsag til iltsvind og bundvendinger.
Blåmuslinger kan klemme deres to skalhalvdele så tæt sammen, at giftig svovlbrinte og ditto metangasser fra svovlbakterierne ikke kan trænge igennem skallen. Det gælder dog kun, så længe muslingen har kræfter nok i lukkemusklen. Gentager iltsvind og bundvendinger sig hurtigt efter hinanden, må muslingen give op og dø.
Dette er forklaringen på, at der trods udbredt iltsvind stadig kan være levende blåmuslinger tilbage. Men at der nogle år dør så mange, at muslingeskrab på bunden ikke kan betale sig. Det er samtidig baggrunden for den konstante jagt på nye iltede områder til muslingeskrab. Områder, der senere kommer til at lide samme kranke skæbne efter skrab.
Omplantningsbanker
Seneste skud på stammen i den overintensive udnyttelse af bunden i Limfjorden er de såkaldte “omplantningsbanker”. Der er tale om arealer på fjordbunden, som er reserveret til omplantning af allerede skrabede muslinger, der blot er for små til konsum.
Disse undermålsmuslinger udlægges nu på omplantningsbankerne, hvor de kan vokse sig fangststore. Nået dertil skrabes de igen – for anden gang – hvilket gør muslingeskrab til en dobbelt miljøbelastning.
Muslinger fanget på omplantningsbanker har således belastet både miljø og klima to gange: Ved første skrab over en kulturbanke. Og andet skrab over en omplantningsbanke. En massiv klimabelastning, der næppe findes magen til..
Kulturbanker og omplantningsbanker udgør samtidig en helt ny mulighed for at inddrage offentlig havbund i en privat og kommerciel muslingeproduktion. Som professor Stiig Markager skriver i en artikel i Nyt Fokus:
“Cirkulær økonomi er blevet til naturødelæggelse, og fjorden er blevet til en intensiv grisefarm”.
Cirkulær økonomi i en nøddeskal: Millionerne af svin i staldene på land producerer gylle, der i overflod spredes på markerne. Herfra løber eller siver det ud i den tilstødende fjord, hvor det danner grobund for alger i det uklare vand.
Algerne kan herude danne grundlag for nye muslingefarme, som kan producere muslingemel til svinefoder og endnu mere gylle. En ren evighedsmaskine, så længe der produceres svin på landjorden.
Dette kredsløb kaldes i dag også Gylletrekanten eller Den Gyldne Trekant.
Plastforureningen
Regeringen har i første udkast til sin nye havplan udlagt knap 5.000 km2 til muslingeopdræt og kulturbanker i alle danske indre farvande. Det svarer næsten til arealet af Fyn og Lolland-Falster tilsammen. Heriblandt også Isefjorden, som nu er Next Stop for nye Smartfarms.
Med mange kilometer plastrør flydende i overfladen er de nye Smartfarms uhyre følsomme over for islæg og isgang. Limfjorden er ikke Atlanterhavet med dens evigt varmende Golfstrøm. Limfjorden er et lavvandet område, som overraskende hurtigt kan fryse til, og hvis strøm- og vindforhold da leverer store mængder af ødelæggende drivis og isskruninger.
Vi så det i den ellers ganske korte vinter 2020-2021, hvor drivis på meget kort tid angreb smartfarmene ved Venø Sund og Jegindø i Limfjorden. Og det i en sådan grad, at lange iturevne rør og net drev helt op til Sallingsundbroen, hvor nogle af dem satte sig fast i bropillerne. En tilkaldt slæbebåd fik et net i skruen og måtte på værft.
Den daglige drift af en Smartfarm medfører en konstant tilførsel af makroplast, der siden bliver til mikroplast, som så kan optages i diverse organismer. Maskinerne slider på rørene og nettene, der efter ca. 10 år regnes for nedslidte.
Hvor mange tons plast det drejer sig om, og hvor omfattende denne plastforurening i virkeligheden er, har ingen ønsket at undersøge. Men den er med sikkerhed markant stor. Og støt stigende med etablering af mange nye farme, som erhvervsminister Simon Kollerup (S) jo gerne ser det med sin nye digitale Havplan.
Et ændret økosystem
De mange muslinger forurener kraftigt, hvor farmene ligger, og disse bør derfor altid placeres i åbent farvand med kraftig strøm. Aldrig i lukkede fjordområder med risiko for iltsvind. Sådanne steder kan det gå helt galt. Hele økosystemet kan ændres negativt af de mange milliarder muslinger, som selektivt filtrerer vandet.
Selektivt, da undersøgelser har vist, at muslingerne har klare præferencer for de større alger og dyreplankton. De små bakterier eller blågrønalger, vi ellers gerne ville være fri for, da de direkte eller indirekte kan være skadelige for vandmiljøet, undgår muslingerne også helst.
Det samme gælder de endnu mindre coli-bakterier, som vi også gerne ville være fri for. Dem forsøgte man at fjerne med muslinger i Aarhus Havn, hvor man gerne ville have haft badevandskvalitet som i Københavns Havn, men desværre uden held.
Uheldigvis kan muslingerne til gengæld optage svinevirus fra det omgivende vand. Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det hidtil eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.
Svinevirus PCV2
Opdagelsen blev gjort under jagten på smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt man svinevirus i blåmuslingerne. Det drejede sig om den i hvert fald indtil videre svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2. Populært kaldet PCV2.
Myndighederne var hurtigt ude med forsikring om, at PCV2 ikke var eller er farlig for mennesker. Som de desværre også var med den resistente svinebakterie MRSA, der jo i dag har været skyld i flere dødsfald hos mennesker. Den var også ufarlig for mennesker, mente myndighederne dengang.
Man risikerer således at ende op med et ændret vandmiljø domineret af mikroskopiske alger, bakterier og virus, når man har kørt vandet gennem det store muslingefilter. Et vandmiljø frit for de større planktonorganismer, der ellers skulle holde algerne i skak i vandsøjlen.
Det viser tilgængelig udenlandsk forskning. Danske forskere lovpriser imidlertid stadig muslingerne for deres kvælstoffjernelse og store potentiale for indtægter og arbejdspladser. Trods ellers vort nuværende kendskab til muslingernes langt mere komplekse økologi og mange mulige negative effekter på vandmiljøet.
150 millioner tilskudskroner
Dansk forsknings udelt positive holdning til muslingeopdræt skyldes primært de massive tilskudsordninger, som i løbet af de seneste 20 år har tilført branchen mere end 150 millioner kroner i direkte støtte.
Og så den kendsgerning, at pengene i vid udstrækning kommer fra dansk landbrug via de såkaldte GUDP-midler. Man ønsker at fremme muslingeopdrættet til vands, så man selv slipper for reduktioner til lands. Og den danske stat har efter den forrige regerings skadelige Landbrugspakke hårdt brug for at kunne fortælle EU, at man skam gør noget for at rette op på skaderne. Om det så hjælper eller ej.
Der er allerede fuld gang i planer om at etablere 100 nye smartfarms gennem 10 år, samt et utal af tilhørende kulturbanker. Hvis altså EU og statskassen betaler to milliarder kroner fordelt med 200 millioner hvert år fordelt til en lille håndfuld private firmaer.
Trist bare, at det i flere tilfælde er en falsk fortælling baseret på en lille industris store behov for kapital og råvarer, så man kan opretholde eller sågar udvide den nuværende muslingeproduktion. Med de mange negative konsekvenser for miljøet, det uundgåeligt vil få.
Hedeselskabets datterselskab Blå Biomasse udførte for ikke længe siden sammen med canadiske WSP en undersøgelse ved deres egen Smartfarm i Venø Sund. Undersøgelsen blev sponseret af GUDP-midler og ledet af Københavns Universitet.
En opsigtsvækkende rapport
Rapporten konkluderede det opsigtsvækkende, at ikke blot var Smartfarms som Blå Biomasses uskadelig for det omgivende miljø. Den var ligefrem gavnlig for det. Siden er der dog blevet stillet mange og store spørgsmålstegn ved undersøgelsen og dens validitet. Nogle har sågar kaldt den for bestilt arbejde. Den indgår nu i Havplanen.
Allersenest er der så dukket videooptagelser op på nettet, som viser, at der allerede nu kan måles op til en halv meter slam i umiddelbar nærhed af Venø Sund anlægget. Trods ellers rapportens forsikringer om det miljøgavnlige i driften.
I dag er det Fiskeristyrelsen, som uden noget kendskab til vandmiljø overhovedet rundhåndet uddeler tilladelser til øget lokal forurening fra nye muslingefarme. Samt yderligere ødelæggelse af bundmiljøet via øget muslingeskrab og nye kulturbanker.
Dette er næppe i overensstemmelse med EU’s Vandrammedirektiv, der som nævnt kræver en god økologisk tilstand inden 2028. Vi er lige nu i den ellevte time.
Miljømuslinger løser ingen miljøproblemer. De skaber blot nye.
© 2022 Steen Ulnits og Flemming Højgaard Madsen
Kært barn med mange navne
Blåmuslinger er det danske navn på muslingen Mytilus edulis, der som navnet siger er spiselig. Blåmuslingen er overordentlig almindelig i danske farvande, hvor den forekommer fra nord til syd i alle saltholdigheder, men vokser bedst i de salteste. I brakvand er vækst og kvælstofoptagelse reduceret.
“Klimamuslinger” er et designernavn. Imidlertid er der ikke meget klima i de muslinger, som forbrugerne kan købe. Det har kostet i tusindvis af liter diesel af dyrke eller skrabe disse. At sejle, rense og forarbejde dem. Muslingemel er særdeles energikrævende at fremstille og derfor ikke rentabelt.
Kulturmuslinger er et navn, der bruges for at skelne naturligt forekommende muslinger, der primært lever på bunden, fra dyrkede kulturmuslinger, der primært findes kunstigt ophængt øverst i vandsøjlen. Kulturmuslinger er ikke dem, der dyrkes på kulturbankerne. De skrabes nemlig.
Linemuslinger er betegnelsen for kulturmuslinger, som er dyrket ophængt på liner under bøjer, der flyder i overfladen. Metoden producerer store muslinger egnet til konsum, men kræver hårdt arbejde og stor ekspertise. Metoden bruges fra den inderste Limfjord til det yderste Atlanterhav.
“Miljømuslinger” er endnu et designernavn, der skal sætte den dyrkede blåmusling i et positivt lys. Navnet bruges primært til de mange små muslinger, der høstes maskinelt i de store Smartfarms. De sætter sig her i flere lag, hvorved de begrænser hinandens vækst. De er landbrugets yndlinge.
Naturmuslinger er netop det: Naturlige muslinger, som lever naturligt i hav og fjord. Langt de fleste lever i større eller mindre banker på bunden, hvor de desværre danner grundlag for vore dages altødelæggende muslingeskrab. En mindre del lever naturligt på bropæle og bolværker.
Sankemuslinger er navnet på de blåmuslinger, der har brødfødt mennesker siden stenalderen. Som lever på lavt vand, hvor man blot kan sanke eller samle dem op. Sankemuslinger er de rigtige klimamuslinger, da deres klimaaftryk er minimalt. De kan blot ikke fås i handelen.
Skrabemuslinger er navnet på muslinger, som fanges ved at skrabe bunden med tunge redskaber (bomtrawl) trukket efter en båd. Redskaberne blevet tungere og skibene større. Det samme er ødelæggelserne, der også omfatter fjernelse af større sten. Skrabemuslinger skal renses for sand.
“Smartfarm-muslinger” er naturligt nok navnet på de kulturmuslinger, der produceres i kilometerstore Smartfarm-anlæg. Der er typisk tale om små muslinger, der vokser dårligt i konkurrencen med andre muslinger, som sætter sig oven på dem. Skallerne er svære at skille fra kødet.
Anbefalet læsning
Stockholms Universitet om de økologiske konsekvenser af muslingerens:
Læs mere om, hvor meget opdrætsmuslinger egentlig forurener lokalt
Spoiler alert: Det er rigtig meget…
Nedenstående indlæg er forfattet til sidste års store Klimafolkemøde på havnen i Middelfart. Det havde og har stadig til formål at aflive de mange myter om muslingernes magiske evner til at rense vandet for kvælstof fra landbruget.
Det er der nemlig ingen garanti for, at de gør. Men de forurener med sikkerhed vandet omkring opdrætsanlæggene med akkumuleret organisk stof. Muslinger har nemlig også en fordøjelse. Overraskende nok for nogle. Under muslingefarmene i Skive Fjord, som har ligget der siden 2000, er der nu et tre meter tykt, iltslugende slamlag – af muslingelort.
Efter mere end tyve år med milliarder af filtrerende muslinger burde Skive Fjord ellers være landets reneste farvand. Det er desværre så langt fra tilfældet, som noget kan være.
De tre tredjedele
Muslinger er forunderlige skabninger – med blåmuslingen Mytilus edulis som den mest udbredte art herhjemme.
Muslinger er forunderlige, da de forekommer i millioner eller milliarder og sammen råder over kæmpekræfter, der kan ændre hele økosystemer. De er effektive bioingeniører, som kan fjerne kvælstof og fosfor fra vandet, men desværre også berige det med en lokal forurening, som ikke var der før.
Det er i den forbindelse vigtigt at forstå, at muslinger har en kompleks økologi, der kan være svær at gennemskue. Her hjælper tommelfingerreglen om de tre tredjedele meget på forståelsen. En regel, der gælder alle blåmuslinger uanset disses levested.
1) Kun en tredjedel af de optagne næringssalte fjernes ved høst fra anlæg. Og kun ved høst – ikke blot ved dyrkning, som mange tror. Muslingerne skal fjernes fra vandet – op på land.
2) En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og recirkuleres til omgivelserne i fordøjet og derfor endnu mere bio-tilgængelig form. Klar til endnu flere nye alger.
3) Den sidste tredjedel deponeres som organisk forurening under eller omkring anlæggene – i form af ekskrementer, hvis nedbrydning sker under forbrug af ilt.
Muslinger er ydermere i stand til at frasortere uønskede partikler, de får ind med det filtrerede vand. Eksempelvis sandskorn. Disse partikler udstødes straks.
Ethvert muslingeopdræt koncentrerer forureningen fra et stort vandområde og forurener derfor lokalt. Den lokale deponering af næringsstoffer under og omkring et muslingeanlæg er derfor mange gange større end den naturlige sedimentation i samme område.
Jo flere muslinger man koncentrerer på et givent område, desto større bliver den akkumulerede lokale forurening fra muslingerne netop dér. Miljøpåvirkningen fra en kilometerstor Smartfarm er derfor tilsvarende større end den, der stammer fra en mindre produktion med linemuslinger, hvor muslingerne hænges op på liner i lange ”strømper”.
Blåmuslingen er en marin dyreart, som trives bedst ved høj saltholdighed. Da vokser den bedst, og da er kvælstofoptagelsen højest. Ved lav saltholdighed bruger den uforholdsmæssigt megen energi til blot at opretholde sit stofskifte.
Går man eksempelvis fra Limfjorden og sydpå mod Østersøen, da falder kvælstofoptagelsen fra omkring 35% til omkring 25%. Kvælstoffjernelsen ved muslingerens er således markant ringere ved Sønderborg end ved Struer. Og forureningen fra muslingerne tilsvarende større. En overset detalje, der ikke skiltes meget med, når der skal sælges nye anlæg.
Stærkt forøget sedimentation
Sedimentationen – i form af ekskrementer – fra og under et muslingeanlæg er mange gange større end den naturlige bundfældning i det samme område. I litteraturen kan man finde eksempler, hvor den er op til 150 gange større.
I lukkede fjordområder dækkes bunden under et muslingeanlæg af sort iltfrit slam med et karakteristisk “liglagen” af hvide svovlbakterier ovenpå. Op til næsten 3 meter slam er således målt under anlæg i Skive Fjord.
Iltsvind, bundvendinger og fiskedød bliver regelmæssigt tilbagevendende fænomener i stillestående fjordvand. I strømstærkt farvand flyttes og spredes den akkumulerede forurening i stedet til nye områder.
Store Smartfarm-anlæg påfører således lokalområdet en lokal forurening, som ikke var der før. De mange millioner muslinger på et lille areal koncentrerer forureningen fra en meget stor vandflade på et meget lille bundområde under og omkring farmene.
Blokering af det naturlige flow
Samtidig blokerer de for det helt naturlige flow af næringssalte ud af fjorden – ud i åbent hav. Næringssalte, som ellers ville være forsvundet ud af fjorden helt af sig selv med vand og strøm. Disse næringssalte holdes nu tilbage af kulturmuslingerne – med en tredjedel deponeret som fækalier på bunden under og omkring farmen.
Høstes muslingerne ikke, bidrager store Smartfarms kun til at øge den lokale forurening under anlæggene. De fjerner ingen næringsstoffer. Muslingerne skal på land – væk fra vandet – førend der fjernes kvælstof og fosfor fra vandmiljøet.
Den negative effekt af muslingefarme ses tydeligt i Skive Fjord, hvor der findes et stort antal muslingefarme, som har ligget her i flere år. Med et flere meter tykt slamlag målt under farmene, som er placeret i et farvand uden nævneværdig strøm til at fjerne og sprede forureningen fra de mange millioner muslinger.
I Skive Fjord er vandet uklart, og såvel ålegræs som oprindelige muslingebanker er allerede væk eller i kraftig tilbagegang. I den tilstødende Lovns Bredning, hvor der ikke findes muslingefarme, er vandet derimod klart og ålegræsset frodigt.
Dette endda til trods for, at bredningen er et endnu mere lukket farvand end den tilstødende Skive Fjord og samtidig selv modtager næringssalte fra et stort opland.
Vandrammedirektivet fra EU
Iltsvind forårsaget af den tilførte forurening kan samtidig resultere i frigivelse af yderligere næringssalte fra bunden. Næringssalte, som ellers var bundet og uskadeliggjort i bundsedimentet.
Man kan derfor risikere at ende op med et større kvælstofindhold i vandet efter anlæg af muslingefarme – end der var tidligere. Trods ellers den gængse påstand om det modsatte. Det findes der flere eksempler på i litteraturen.
Den påførte nye lokalforurening fra linemuslinger og især Smartfarms er næppe i overensstemmelse med EU’s Vandrammedirektiv, der ikke tillader nogen ny lokal forurening. Direktivet kræver i stedet en “god økologisk tilstand” af det lokale vandmiljø inden 2028. Og ikke en forringelse af det eksisterende.
Vandrammedirektivet tillader i den forbindelse ikke, at man forurener ét sted og fjerner kvælstof og fosfor et andet. Forureningen skal altid fjernes direkte ved kilden.
EU tillader således ikke, at man eksempelvis først forurener i åbent Kattegat med nye havbrug, og siden fjerner en tilsvarende mængde næringsstoffer med muslingeanlæg i eksempelvis Mariager Fjord. Det samme har det danske Miljø- og Fødevareklagenævn også fastslået.
Smartfarms
Muslingeopdrættet startede med linemuslinger, som producerer store konsummuslinger i tilgift til flere arbejdspladser.
Man begyndte herhjemme dyrkningen af linemuslinger for godt en snes år siden. Med millionstort tilskud. Dette i erkendelse af, at muslingeskrab jo uundgåeligt ødelægger bundmiljøet og derfor er at ligne med at save i den gren, man selv sidder på.
Dyrkning af linemuslinger er et tungt og slidsomt arbejde, der ikke egner sig til industriel opskalering.
Et firma med navnet “Smart Farm AS” blev i 1999 etableret i Norge. Dette firma fremstiller ” SmartUnits”, der består af ca. 120 m sammensvejsede plastrør med en diameter på ca. 30 cm. Rørene er proppet til i begge ender, så luften ikke slipper ud. Rørene flyder derfor. Ofte svejses to SmartsUnits sammen til et 240 m langt rør.
På en SmartUnit hænges et ca. 100 m langt og ca. 3 m dybt plastnet med en maskestørrelse på ca. 20 cm. Målene kan varieres efter ønske. Plastrørene lægges ud i overfladen og opankres. Muslingeynglen, der til at begynde med svæver frit rundt i vandsøjlen, sætter sig hurtigt på plastnettene (og uden på hinanden).
25 km plastrør per Smartfarm
Typisk bruges der omkring 25 km plastrør i en almindelig Smartfarm, som er udviklet til brug i norske fjorde med dybt vand og god gennemstrømning.
Smartfarm-anlægget ved Venø Sund i Limfjorden indeholder ikke mindre end 38 km plastrør og 125.000 kvadratmeter plastiknet. Anlægget måler 3,2 km fra nord til syd. Smartfarms fylder således rigtig meget.
Alene den fysiske størrelse gør Smartfarms til nye hindringer for skibstrafikken – den kommercielle såvel som den rekreative. Allerede nu blokerer Smartfarms for sejlskibe, der jo kræver plads til at krydse op mod vinden.
Høsten sker med sejlende maskiner, som kører hen over rørene, mens de børster muslingerne af. I princippet som en bil i en vaskehal. Maskinen pumper dem op i skibets sorteringsmaskine, hvor muslinger over mindstemålet sorteres fra. Undermålsmuslinger pumpes over i et andet skib.
Mange muslinger ender under denne operation på bunden under eller omkring farmene sammen med mudder og andre partikler.
Kulturbanker
Der er dårlig økonomi i at producere muslinger på Smartfarms. Driften er ikke bæredygtig hverken økonomisk eller økologisk. Det er endnu ikke lykkedes at producere muslingemel i det omfang, man ellers i flere år har påstået muligt – til dyrefoder – så man har måttet se sig om efter nye indtægtskilder. Muslingemel kan af flere årsager ikke konkurrere med fiskemel.
“Kulturbanker” er navnet på nye vandområder, som har til formål at bortskaffe overskydende undermålsmuslinger fra urentable Smartfarms. Denne yngel eller “spat” udlægges i nye kulturbanker, hvor de kan vokse sig spisestore.
“Kulturbanker” anlægges udelukkende for efterfølgende at blive skrabet med bomtrawl, når muslingerne har vokset sig store nok. Med de ødelæggelser af bundmiljøet, det medfører. Bunden ødelægges uundgåeligt – fuldstændig som ved almindeligt muslingeskrab på naturlige muslingebanker.
Naturligt forekommende filtratorer som muslinger, søanemoner, sandorm og andre børsteorm fjernes eller dør. Store mængder organiske partikler, der daler ned på bunden, omsættes derfor ikke. I stedet hober mudder sig op og forårsager iltsvind. Således bliver muslingeskrab en indirekte årsag til iltsvind og bundvendinger.
Blåmuslinger kan klemme deres to skalhalvdele så tæt sammen, at giftig svovlbrinte og ditto metangasser fra svovlbakterierne ikke kan trænge igennem skallen. Det gælder dog kun, så længe muslingen har kræfter nok i lukkemusklen. Gentager iltsvind og bundvendinger sig hurtigt efter hinanden, må muslingen give op og dø.
Dette er forklaringen på, at der trods udbredt iltsvind stadig kan være levende blåmuslinger tilbage. Men at der nogle år dør så mange, at muslingeskrab på bunden ikke kan betale sig. Det er samtidig baggrunden for den konstante jagt på nye iltede områder til muslingeskrab. Områder, der senere kommer til at lide samme kranke skæbne efter skrab.
Omplantningsbanker
Seneste skud på stammen i den overintensive udnyttelse af bunden i Limfjorden er de såkaldte “omplantningsbanker”. Der er tale om arealer på fjordbunden, som er reserveret til omplantning af allerede skrabede muslinger, der blot er for små til konsum.
Disse undermålsmuslinger udlægges nu på omplantningsbankerne, hvor de kan vokse sig fangststore. Nået dertil skrabes de igen – for anden gang – hvilket gør muslingeskrab til en dobbelt miljøbelastning.
Muslinger fanget på omplantningsbanker har således belastet både miljø og klima to gange: Ved første skrab over en kulturbanke. Og andet skrab over en omplantningsbanke. En massiv klimabelastning, der næppe findes magen til..
Kulturbanker og omplantningsbanker udgør samtidig en helt ny mulighed for at inddrage offentlig havbund i en privat og kommerciel muslingeproduktion. Som professor Stiig Markager skriver i en artikel i Nyt Fokus:
“Cirkulær økonomi er blevet til naturødelæggelse, og fjorden er blevet til en intensiv grisefarm”.
Cirkulær økonomi i en nøddeskal: Millionerne af svin i staldene på land producerer gylle, der i overflod spredes på markerne. Herfra løber eller siver det ud i den tilstødende fjord, hvor det danner grobund for alger i det uklare vand.
Algerne kan herude danne grundlag for nye muslingefarme, som kan producere muslingemel til svinefoder og endnu mere gylle. En ren evighedsmaskine, så længe der produceres svin på landjorden.
Dette kredsløb kaldes i dag også Gylletrekanten eller Den Gyldne Trekant.
Plastforureningen
Regeringen har i første udkast til sin nye havplan udlagt knap 5.000 km2 til muslingeopdræt og kulturbanker i alle danske indre farvande. Det svarer næsten til arealet af Fyn og Lolland-Falster tilsammen. Heriblandt også Isefjorden, som nu er Next Stop for nye Smartfarms.
Med mange kilometer plastrør flydende i overfladen er de nye Smartfarms uhyre følsomme over for islæg og isgang. Limfjorden er ikke Atlanterhavet med dens evigt varmende Golfstrøm. Limfjorden er et lavvandet område, som overraskende hurtigt kan fryse til, og hvis strøm- og vindforhold da leverer store mængder af ødelæggende drivis og isskruninger.
Vi så det i den ellers ganske korte vinter 2020-2021, hvor drivis på meget kort tid angreb smartfarmene ved Venø Sund og Jegindø i Limfjorden. Og det i en sådan grad, at lange iturevne rør og net drev helt op til Sallingsundbroen, hvor nogle af dem satte sig fast i bropillerne. En tilkaldt slæbebåd fik et net i skruen og måtte på værft.
Den daglige drift af en Smartfarm medfører en konstant tilførsel af makroplast, der siden bliver til mikroplast, som så kan optages i diverse organismer. Maskinerne slider på rørene og nettene, der efter ca. 10 år regnes for nedslidte.
Hvor mange tons plast det drejer sig om, og hvor omfattende denne plastforurening i virkeligheden er, har ingen ønsket at undersøge. Men den er med sikkerhed markant stor. Og støt stigende med etablering af mange nye farme, som erhvervsminister Simon Kollerup (S) jo gerne ser det med sin nye digitale Havplan.
Et ændret økosystem
De mange muslinger forurener kraftigt, hvor farmene ligger, og disse bør derfor altid placeres i åbent farvand med kraftig strøm. Aldrig i lukkede fjordområder med risiko for iltsvind. Sådanne steder kan det gå helt galt. Hele økosystemet kan ændres negativt af de mange milliarder muslinger, som selektivt filtrerer vandet.
Selektivt, da undersøgelser har vist, at muslingerne har klare præferencer for de større alger og dyreplankton. De små bakterier eller blågrønalger, vi ellers gerne ville være fri for, da de direkte eller indirekte kan være skadelige for vandmiljøet, undgår muslingerne også helst.
Det samme gælder de endnu mindre coli-bakterier, som vi også gerne ville være fri for. Dem forsøgte man at fjerne med muslinger i Aarhus Havn, hvor man gerne ville have haft badevandskvalitet som i Københavns Havn, men desværre uden held.
Uheldigvis kan muslingerne til gengæld optage svinevirus fra det omgivende vand. Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det hidtil eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.
Svinevirus PCV2
Opdagelsen blev gjort under jagten på smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt man svinevirus i blåmuslingerne. Det drejede sig om den i hvert fald indtil videre svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2. Populært kaldet PCV2.
Myndighederne var hurtigt ude med forsikring om, at PCV2 ikke var eller er farlig for mennesker. Som de desværre også var med den resistente svinebakterie MRSA, der jo i dag har været skyld i flere dødsfald hos mennesker. Den var også ufarlig for mennesker, mente myndighederne dengang.
Man risikerer således at ende op med et ændret vandmiljø domineret af mikroskopiske alger, bakterier og virus, når man har kørt vandet gennem det store muslingefilter. Et vandmiljø frit for de større planktonorganismer, der ellers skulle holde algerne i skak i vandsøjlen.
Det viser tilgængelig udenlandsk forskning. Danske forskere lovpriser imidlertid stadig muslingerne for deres kvælstoffjernelse og store potentiale for indtægter og arbejdspladser. Trods ellers vort nuværende kendskab til muslingernes langt mere komplekse økologi og mange mulige negative effekter på vandmiljøet.
150 millioner tilskudskroner
Dansk forsknings udelt positive holdning til muslingeopdræt skyldes primært de massive tilskudsordninger, som i løbet af de seneste 20 år har tilført branchen mere end 150 millioner kroner i direkte støtte.
Og så den kendsgerning, at pengene i vid udstrækning kommer fra dansk landbrug via de såkaldte GUDP-midler. Man ønsker at fremme muslingeopdrættet til vands, så man selv slipper for reduktioner til lands. Og den danske stat har efter den forrige regerings skadelige Landbrugspakke hårdt brug for at kunne fortælle EU, at man skam gør noget for at rette op på skaderne. Om det så hjælper eller ej.
Der er allerede fuld gang i planer om at etablere 100 nye smartfarms gennem 10 år, samt et utal af tilhørende kulturbanker. Hvis altså EU og statskassen betaler to milliarder kroner fordelt med 200 millioner hvert år fordelt til en lille håndfuld private firmaer.
Trist bare, at det i flere tilfælde er en falsk fortælling baseret på en lille industris store behov for kapital og råvarer, så man kan opretholde eller sågar udvide den nuværende muslingeproduktion. Med de mange negative konsekvenser for miljøet, det uundgåeligt vil få.
Hedeselskabets datterselskab Blå Biomasse udførte for ikke længe siden sammen med canadiske WSP en undersøgelse ved deres egen Smartfarm i Venø Sund. Undersøgelsen blev sponseret af GUDP-midler og ledet af Københavns Universitet.
En opsigtsvækkende rapport
Rapporten konkluderede det opsigtsvækkende, at ikke blot var Smartfarms som Blå Biomasses uskadelig for det omgivende miljø. Den var ligefrem gavnlig for det. Siden er der dog blevet stillet mange og store spørgsmålstegn ved undersøgelsen og dens validitet. Nogle har sågar kaldt den for bestilt arbejde. Den indgår nu i Havplanen.
Allersenest er der så dukket videooptagelser op på nettet, som viser, at der allerede nu kan måles op til en halv meter slam i umiddelbar nærhed af Venø Sund anlægget. Trods ellers rapportens forsikringer om det miljøgavnlige i driften.
I dag er det Fiskeristyrelsen, som uden noget kendskab til vandmiljø overhovedet rundhåndet uddeler tilladelser til øget lokal forurening fra nye muslingefarme. Samt yderligere ødelæggelse af bundmiljøet via øget muslingeskrab og nye kulturbanker.
Dette er næppe i overensstemmelse med EU’s Vandrammedirektiv, der som nævnt kræver en god økologisk tilstand inden 2028. Vi er lige nu i den ellevte time.
Miljømuslinger løser ingen miljøproblemer. De skaber blot nye.
© 2022 Steen Ulnits og Flemming Højgaard Madsen
Kært barn med mange navne
Blåmuslinger er det danske navn på muslingen Mytilus edulis, der som navnet siger er spiselig. Blåmuslingen er overordentlig almindelig i danske farvande, hvor den forekommer fra nord til syd i alle saltholdigheder, men vokser bedst i de salteste. I brakvand er vækst og kvælstofoptagelse reduceret.
“Klimamuslinger” er et designernavn. Imidlertid er der ikke meget klima i de muslinger, som forbrugerne kan købe. Det har kostet i tusindvis af liter diesel af dyrke eller skrabe disse. At sejle, rense og forarbejde dem. Muslingemel er særdeles energikrævende at fremstille og derfor ikke rentabelt.
Kulturmuslinger er et navn, der bruges for at skelne naturligt forekommende muslinger, der primært lever på bunden, fra dyrkede kulturmuslinger, der primært findes kunstigt ophængt øverst i vandsøjlen. Kulturmuslinger er ikke dem, der dyrkes på kulturbankerne. De skrabes nemlig.
Linemuslinger er betegnelsen for kulturmuslinger, som er dyrket ophængt på liner under bøjer, der flyder i overfladen. Metoden producerer store muslinger egnet til konsum, men kræver hårdt arbejde og stor ekspertise. Metoden bruges fra den inderste Limfjord til det yderste Atlanterhav.
“Miljømuslinger” er endnu et designernavn, der skal sætte den dyrkede blåmusling i et positivt lys. Navnet bruges primært til de mange små muslinger, der høstes maskinelt i de store Smartfarms. De sætter sig her i flere lag, hvorved de begrænser hinandens vækst. De er landbrugets yndlinge.
Naturmuslinger er netop det: Naturlige muslinger, som lever naturligt i hav og fjord. Langt de fleste lever i større eller mindre banker på bunden, hvor de desværre danner grundlag for vore dages altødelæggende muslingeskrab. En mindre del lever naturligt på bropæle og bolværker.
Sankemuslinger er navnet på de blåmuslinger, der har brødfødt mennesker siden stenalderen. Som lever på lavt vand, hvor man blot kan sanke eller samle dem op. Sankemuslinger er de rigtige klimamuslinger, da deres klimaaftryk er minimalt. De kan blot ikke fås i handelen.
Skrabemuslinger er navnet på muslinger, som fanges ved at skrabe bunden med tunge redskaber (bomtrawl) trukket efter en båd. Redskaberne blevet tungere og skibene større. Det samme er ødelæggelserne, der også omfatter fjernelse af større sten. Skrabemuslinger skal renses for sand.
“Smartfarm-muslinger” er naturligt nok navnet på de kulturmuslinger, der produceres i kilometerstore Smartfarm-anlæg. Der er typisk tale om små muslinger, der vokser dårligt i konkurrencen med andre muslinger, som sætter sig oven på dem. Skallerne er svære at skille fra kødet.
Anbefalet læsning
Stockholms Universitet om de økologiske konsekvenser af muslingerens:
Læs mere om, hvor meget opdrætsmuslinger egentlig forurener lokalt
Spoiler alert: Det er rigtig meget…
